DER VAR ENGANG……

Søndersø Karting Klubs historie er helt naturligt tæt knyttet til banen ved Ejlby. Banen blev i 1971 bygget på en tidligere sportsplads, der af Søndersø Kommune blev stillet til rådighed for etablering af banen. Banens længde var blot 460 meter, og som et kuriosum kan nævnes, at dommertårnet blev flyttet fra Langeskov, hvor der havde ligget en anden kart bane. Banen blev indviet ved et åbningsløb 13. juni 1971, og den var meget teknisk krævende – bl.a. ved den skarpe hårnålekurve ved indgangen til langsiden.

I de kommende år var der ud over løb og træning for SKK´s medlemmer også udlejning, hvor forskellige private forpagtede udlejningen.

SKK tog i 80´erne og 90´erne initiativ til forskellige arrangementer, der ikke var knyttet til banen. Der er således ved flere lejligheder afholdt løb og opvisning på BILKA/Odense´s parkeringsplads, og klubben har også været repræsenteret ved forskellige udstillinger på Fyn i forsøget på at hverve nye medlemmer.

På det sportslige område kan det nævnes, at klubben vandt DM for klubhold i 1980, og at flere kendte kørere er startet i SKK – f.eks. Michael Carlsen, Henrik Larsen og Allan Simonsen.

En sportslig specialitet har været det årlige Sct. Hansløb – et løb “for sjov” i bedste Le Mans stil, hvor 2-mands hold i løbet af 1 time skal køre flest omgange. På billederne ses starten til et af disse løb – også i gammel Le Mans stil med stående start.

I starten af 90´erne blev der taget initiativ til en baneudvidelse. Banens længde var ikke længere tidssvarende, og heldigvis stillede Søndersø Kommune sig velvillig overfor dette ved opkøb af yderligere areal. En forudsætning for udvidelsen var dog, at der blev opnået en miljøgodkendelse, og der blev derfor indsendt ansøgning til Fyns Amt oktober 1993. Efter mange skriverier og møder fik klubben den officielle miljøgodkendelse i februar 1995, hvor det bl.a. blev krævet, at der blev etableret 5 meter høje støjvolde omkring banen. Og som det fremgår af billederne, blev der herefter gjort en stor indsats af såvel kommende som tidligere kart-kørere, før der atter kunne køres på banen.

Efter mange timers frivilligt arbejde kunne der holdes indvielse af den udvidede 733 meter lange bane samtidigt med klubbens 25 års jubilæum 8. juni 1996. Banens hidtidige hårnålekurve før langsiden blev afløst af en hurtig venstrekurve, der førte ind på den nye asfalt forbi den nye og meget større ryttergård.

Ved indvielsen deltog bl.a. politikerne Carsten Abild, Fyns Amt og borgmester Arne Overgaard, Søndersø, der begge havde bidraget positivt til at finde en løsning på miljø problemerne. De to politikere kørte de første officielle omgange på banen inden klubbens medlemmer kunne tage den nye asfalt i brug.

I anledning af klubbens jubilæum overrakte DASU´s formand Carl Chr. Hansen en pokal, og fra naboerne modtog klubben en opfordring til at vise hensyn, når der køres til og fra banen. Denne opfordring hænger nu i klubhuset.

Vores sponsorer